Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Ordensreglement

Ordensreglementet på Auning Skole har til formål at sikre, at alle elever har de bedste betingelser for læring og trivsel. Vi ønsker en skole, hvor der er plads til alle elever, forældre og medarbejdere, der vil skolen og det fællesskab folkeskolen er. 

Auning Skole ønsker, at alle elever lærer, ses og trives, så man er tryg, så man tør livet. Det kræver, at alle deltager i fællesskabet og giver plads i fællesskabet til alle. 

  • Et fællesskab på Auning Skole er et, hvor fælles ansvar, respekt og engagement er nøgleord i hverdagen.
  • Hjemmene har en væsentlig indflydelse på elevernes indstilling til skolen. Derfor har et samarbejde byggende på gensidig tillid og ordentlighed stor betydning for hverdagen på skolen og dermed elevernes udbytte af undervisningen.
  • Auning Skole forventer, at alle gør deres bedste, går positivt ind i samarbejdet mellem skole og hjem med det formål, at alle elever har de bedste betingelser for læring, trivsel og dannelse. Auning Skole har fokus på den gode skole og den gode skolegang. Derfor griber vi ind overfor uhensigtsmæssig adfærd og forventer, at alle voksne omkring skolens elever samarbejder om den gode skole, hvor alle elever er trygge i deres læring og udvikling.
  • Elevernes undervisning er skolens kerneopgave, hvorfor alle møder til tiden og er klar til at gå i gang med dagens aktiviteter. For sent fremmøde bliver registreret. Forældre, der har fulgt elever ind på skolen, skal have forladt skolen ved dagens start.
  • Eleverne skal efter bedste evne udføre de opgaver, medarbejderne tilrettelægger som et led i undervisning, aktiviteter og pauser. De skal i øvrigt følge de anvisninger, de får og i alle forhold vise god adfærd. Eleverne skal respektere en god omgangstone. Krænkende, vulgært eller groft sprogbrug accepteres ikke.
  • På Auning Skole tolererer vi ikke mobning, vold og trusler samt har nultolerance overfor nikotinprodukter, alkohol og andre former for rusmidler.
  • På Auning Skole tolererer vi ikke hærværk eller anden ødelæggelse på skolens inventar og/eller bygninger (Her vil man kunne blive mødt med et krav om erstatning). Det samme gør sig gældende for skader på andre elevers ejendele. Hvis en elev ikke overholder skolens ordensregler, kan skolens leder iværksætte foranstaltninger over for eleven på baggrund af undervisningsministeriets "Bekendtgørelse om fremme af god orden i folkeskolen".