Læselyst - Læselæring - Læseløft
Auning Skoles flotte skolebibliotek ligger fysisk placeret lige midt i skolen som et moderne lærings- og læsemiljø, målrettet alle skolens elevers læsning og læselyst via indhold, opbygning, indretning samt undervisning og aktiviteter.
Skolebiblioteket er en del af skolens samlede læringscenter, der rummer teamet af alle skolens vejledere og forstærkede indsatser.
Skolebiblioteket er bemandet i 24 lektioner samt syv frikvarterer om ugen med en læringsvejleder/skolebibliotekar, der står klar til at hjælpe både børn og voksne.
Lærerne i Skolebiblioteket er uddannede vejledere - Camilla er uddannet skolebibliotekar og Mathilde er uddannet pædagogisk it-vejleder. Vi har en stor specialviden om læsning, læselyst, børne/ungdomslitteratur, medier og it, følger med i og indkøber løbende de nyeste udgivelser samt supplerer skolebiblioteket med udgangspunkt i netop skolens egne elevers interesser, ønsker og læsekompetencer samt -behov.
Vi har fokus på, at inspirerende læsemiljøer og -undervisning stimulerer elevernes læselyst, og at læselyst både er et vigtigt dannelsesgrundlag samt en grundlæggende faktor for elevernes læsning og læring. Vi har særligt fokus på elever med ordblindhed og andre læseudfordringer - her er læsning og læselyst for alle!
Alle klasser på skolen tilbydes en fast bibliotekslektion hver eller hver anden uge. Klassernes faste BIB-tider er to-lærer-timer i samarbejde mellem læringsvejlederen/skolebibliotekaren og klassens dansklærer med målrettet fokus på læselyst, læsning, litteratur og læserelaterede tiltag. Timerne består altid af en kombination af undervisning samt tid til lån af bøger til elevernes fri(tids)læsning.